Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have... og fastelavnsboller fik vi i dag. Ved halvtitiden dukkede Helle op med Nikhil. Hun tog afsted igen med det samme sammen med Daniela, og de to brugte så hele dagen på at bage 70-80 forskellige slags fastelavnsboller... OK, måske var det kun 6-7 slags, men det var stadig for mange.
Jeg tog mig så af drengene, og de legede og så film og sov til middag, inden jeg fik dem i deres kostumer. Lukas var en Power Ranger, Ruben var Spiderman, Nikhil var en bi, og Xander ville være Big Bird. Jeg vidste godt, at Xander ville ombestemme sig med det samme, så jeg greb et dinosauruskostume på vej ud ad døren.
Eftermiddagen startede med at børnene slog en piñata ned, når vi nu ikke kunne skaffe en fastelavnstønde i år. Da slikket var delt ud fik vi fastelavnsboller og vi voksne hyggede os og snakkede i et par timer. Der var 4 "nye" danskere med, som vi ikke havde mødt før. Så vidt jeg kan tælle betyder det, at vi nu er mindst 13 her i Ames.
Tilgengæld fik jeg så ikke lavet noget i kælderen denne weekend.... Nå, vi skal nok nå det hele.
Forresten, jeg fandt et sted på nettet, hvor man kan bestemme sin personlighedstype efter Carl Jung and Isabel Myers-Briggs. Jeg er INTP, hvilket betyder, at jeg gætte mig til svaret før jeg har alle data, og at jeg helst ikke vil følge nogens instruktioner for, hvordan jeg skal gøre ting. Hvad er I alle sammen? |